Jeg står foran spejlet og kigger på mig selv. Tit har jeg været i den tro at det ligesom ikke var mig der stod foran spejlet, men en anden, der bare lignede mig.

Men i dag har jeg den helt klarer fornemmelse af at det er mig, Birgit, med alle de facetter som jeg indeholder, både de gode og de mindre gode.
Min vej frem til at jeg i dag står og er glad og veltilfreds med mig selv har været en lang og sej rejse.

Jeg troede at min psykiatriske rejse startede da jeg fik et stort angstanfald for 12 år siden i en alder af 46 år, hvilket jeg selvfølgelig ikke vidste på det tidspunkt at det var et angstanfald. Jeg var på det tidspunkt lige blevet skilt og havde 3 hjemmeboende børn. Jeg sad i min udestue og kunne ingenting, andet end at tude konstant. Fik ikke noget at spise, men kunne bare ryge 40 smøger. Heldigvis ringede en veninde og hurtigt fik hun mistanke om at den var helt galt og sendte mig til lægen. Her startede så den første kamp med systemet.

Man kan ikke få hjælp til en depression, hvis man er over 35, hvilket jeg jo var. Heldigvis fandt min læge et hul og det viste sig at man godt kan få psykologhjælp hvis man har været udsat for seksuelt overgreb før man fyldte 18 år. Så det blev starten på 7 års kamp med mig selv og systemet. Jeg troede at det jeg havde oplevet dengang jeg var teenager jo var min egen skyld, og derfor havde jeg aldrig fortalt nogen om dette. Så min psykolog var den første jeg fortalte hvad der faktisk var sket. Det gjorde at hun fik mig til at se at jeg ikke selv havde nogen skyld i det overgreb jeg havde været udsat for. Men det var jo ikke lige til at ændre på de måder som jeg havde prøvet at undgå mine følelser jeg hele mit liv har haft.

Så der gik de op for mig at jeg faktisk havde gået med symptomer på depression og ikke mindst PTSD, siden jeg var ca. 15 år. Hver gang noget uventet skete i mit liv, kunne jeg gøre nok så meget og snakke med mennesker, som forsøgte at hjælpe mig, men hver gang endte jeg tilbage i mit gamle jeg og gjorde de samme ting og brugte de samme måder at undgå eller klarer mig igennem dagen på.
I denne periode var jeg både tilknyttet distriktspsykiatrien, indlæggelse, fik gruppeforløb på Stolpegården, havde tilknyttet OP-teamet, mens jeg selvfølge imellem dette gik hos privat psykiater, og startede medicinsk behandling. Afprøvede forskellige former for terapi, herunder musikterapi.

Grunden til at jeg overlevede disse år var at jeg stadig havde nogle veninder, som jeg havde lært at kende lige inden jeg blev syg. Sammen med dem kunne jeg være den jeg gerne ville, da jeg her betrådt, for mig et nyt territorium, nemlig et fælles tredje, som er spiritualitet. Når vi var sammen fokuserede de på den person som jeg var og ikke som den jeg havde været. De var med til at jeg kunne opretholdte en form for normalt liv, ved siden af at jeg var meget syg og ikke fungerede i min hverdag, Men de var jo ikke i min hverdag, som jo bestod af at gå på arbejde og passe mine børn. Mit arbejde dengang var som hjemmevejleder for senhjerneskadede, hvor jeg arbejdede alene, hjemme hos borgerne. Mine 2 kollegerne så jeg kun 1 gang om ugen hvor vi skulle supervisere hinanden og de problematikker som opstod i løbet af ugen. Det gjorde at jeg flere gang fik voldsomme tilbagefald og dermed mange sygemeldinger.

Mit sidste forløb hos distriktspsykiatrien, endte med at min psykolog sagde, “Jeg kan se at du har det bedre for du har fået mascara på” og så endte det forløb. I hele den periode hvor jeg havde været tilknyttet systemet, var der ikke engang nogen der spurgte til hvordan jeg ville klare mig når jeg var afsluttet. De gik ud fra at så kan man bare klarer sig selv. Mit held blev at der i venteværelse på Distrikts Psykiatrien lå en temmelig tarvelig kopi af et tilbud om at blive mentor eller om at komme på Recovery kursus som hed Vendepunkter. Jeg kontaktede via mail administratoren Claus, som straks meldte tilbage at der desværre var overtegnede på det næste kursus men at jeg kunne komme på venteliste til det næste kommende kursus. Det var et meget langt halvt år. Det var som at stå som, Palle alene i Verden.

Jeg var meget nervøs, da jeg endelig ankom til min første kursusdag. De 2 undervisere var utrolig søde og gjorde alt der stod i deres magt for at det var et fortroligt og tillidsfuldt rum vi befandt os i. Mine medkursister var meget forskellige steder henne i deres proces. Nogle sagde ikke noget, andre plaprede løs. Men underviserne respekterede at vi alle var forskellige.

Kurset startede med at tage udgangspunkt i det som vi i forvejen gør som er godt for os, eller som vi kunnen tænke at få mere af i vores liv. Det vi gør i dagligdagen som vi gør fordi vi skal, altså af nødvendighed, eller det som vi gerne vil gøre noget mere af. Konceptet i undervisningen var at vi først skulle sidde alene og finde vores gøremål, dernæst sammen i små grupper og til sidst i plenum. Det gjorde at jeg fik en lang liste med aktiviteter, som jeg kan gøre for sig selv og som jeg finder velvære i. Som jeg stadig kan tage frem og kigge på hvis jeg skal have inspiration til nye aktiviteter.

Næste emne var noget som virkelige kunne mærkes følelsesmæssigt, nemlig Triggere. For mig var det et helt nyt område, en hel ny måde at kigge på mig selv på. Efter triggere kom alarmsignaler, hvor det også gik op for mig at de strategier jeg tidligere havde brugt, ikke var hensigtsmæssige, for når mine alarmsignaler tittede frem, gravede jeg mig tit bare ned i min sofa og ventede på at det gik over.

Det gik op for mig at den perfektionisme som jeg havde, ikke gjorde mig godt tværtimod, det havde de godt nok fortalt mig på Stolpegården, men der var det to velfungerende sygeplejersker der stod og fortalte det som, var det noget de læste op af en manual. På Vendepunkter fik jeg lige pludselig et andet menneskes egen historie og kunne se med mine egne øjne, at det kunne lade sig gøre at komme videre i livet. At det lige pludseligt blev menneskeligt at fejle. Tak til min underviser for det.

Efter at have gennemgået vendepunkter 1, kom turen til Vendepunkter 2 og 3. Jeg mærkede gennem det år, hvordan jeg fik mere og mere med rank ryg, stod op for mig selv, mærkede mine grænser og ikke mindst mine behov for at gøre noget godt for mig selv. Tiden på kurserne lærte mig at være den jeg gerne ville være, at fokusere på det gode i mig, se at jeg er et godt menneske, selv med de fejl og mangler jeg har. Jeg lærte at stå op for mig selv, lærte at hvile i mig selv.

Efter endt kursusrække, blev jeg tilbudt at få LAP’s instruktør kursus. Jeg var så beæret at jeg straks sagde ja. Det var i 2015 og jeg har undervist lige siden.

Når jeg ser tilbage på den Birgit jeg var da jeg startede min rejse gennem psykiatrien og ikke mindste de sidste år med Vendepunktskurser, bliver jeg gang på gang forbløffet over mig selv. Gennem hele mit voksenliv har jeg altid følt at jeg ikke var andet end en skygge på væggen, en som man ikke ville være venner med for jeg havde ikke rigtig noget at byde på, andet end at jeg var mor til mine børn. Jeg har haft venner, men altid følt mig underlegne dem, altid følt at de havde opnået mere end mig, vidste mere end mig og var langt klogere end mig. Det var mit selvværd som ikke var ret stort, før jeg startede på Vendepunkter i LAP. 

I dag ved jeg at jeg fejler og det er helt i orden, for det gør mennesker. Jeg ved jeg kan stille mig op i en forsamling og fortælle, for jeg behøver ikke at gøre det til perfektion. Jeg har stadig ting som jeg skal arbejde mig, men nu gør jeg det i det tempo jeg selv sætter, jeg søger de folk som kan hjælpe mig og jeg spørg gerne både mine kursister, min familie og mine venner til råds. Der er ikke mere nogle ting som jeg ikke vil fortælle om.

Nu har jeg et valg, jeg kan bestemme selv, og jeg sætter gerne mine grænser og jeg ved at jeg kan gøre hver dag bedre end dagen i går og ikke mindst er der altid HÅB for min fremtid.